Frivillige har gjort Skarresø gangbar

Med støtte fra Frivilligrådet og Aktivitetspuljen har en gruppe frivillige i Jyderup opsat skilte rundt om Skarresø, så man bedre kan finde rundt
18.09.2017

En gruppe frivillige i Jyderup har sammen med foreningen Jyderups Fremtid gjort stierne rundt om Skarresø meget mere brugervenlige for både de lokale samt for de turister, der besøger området.

Med en støtte på 12.500 kr. fra Frivilligrådet og Aktivitetspuljen har de opsat skilte og foldere, der viser vej rundt om Skarresø.

- Hvis man som ny borger eller besøgende i Jyderup, skulle have lyst til at gå rundt om Skarresø, så er det ikke lige til, idet man til tider skal bevæge sig ret langt væk fra selve søen. Der var derfor mange, som ikke kunne finde vej og mange, der vendte om på halvvejen. Med opmærkningen af stien og udarbejdelse af folderen, er ruten nu blevet let at finde og følge, fortæller Søren Bøtker Pedersen fra Jyderup Fremtid - og han fortsætter:

- Det har medført, at det nu er blevet en god oplevelse, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra både borgere og besøgende om, at det er rart og nemt at finde rundt nu. Fra de lokale lodsejere har projektet medført, at skovens publikum ikke farer vild og ender i private områder, hvor man ikke må færdes.

Folderen er at finde ved tre steder i Jyderup, der hvor publikum rammer stien. Derudover er den på kommunes biblioteker, turistkontoret i Holbæk og Fuglede gård (Naturpark Åmosen). Den kommer også ud til Kalundborg i nær fremtid, men succesen har været så stor, at der de første 2 måneder er blevet uddelt 2.500 foldere af de 4.000, der er blevet trykt. Så nu skal foreningen lige have fundet finansiering af et genoptryk.

Søg tilskud i Aktivitetspuljen



Feedback

Sidst opdateret

18.09.2017

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard

Aktivitetspuljen

Hvert år uddeler Frivilligrådet 150.000 kr. fra Aktivitetspuljen.

Se, hvordan du søger penge fra puljen