Spring til indhold

Regler for ledige

Der er særlige regler for frivillige på overførselsindkomster, som man skal være særligt opmærksom på

Er du frivillig som ledig eller sygemeldt?

Alle har ret til at lave frivilligt arbejde! Men er du frivillig som ledig eller sygemeldt er der nogle forhold, du skal være opmærksom på. Hvis du yder en frivillig indsats på en arbejdsplads, kan det nemlig i visse tilfælde medføre et fradrag i dine ydelse, eller sågar føre til bortfald af ydelse, hvis det frivillige arbejde blokerer for en beskæftigelsesrettet indsats.

Er du frivillig på dagpenge, efterløn eller ledighedsydelse?

Så længe de frivillige aktiviteter du udfører, ikke kan tilbydes - eller har været tilbudt - som almindeligt lønnet arbejde, medfører det ikke fradrag i dagpenge eller ledighedsydelse. Hvis stedet for du arbejder som frivillig, eksempelvis tidligere har haft lønnet personale til at tage sig af vedligeholdelse, vil en frivillig aktivitet med at male eller holde rent, formentlig føre til et fradrag i borgerens ydelse.

Frivilligt arbejde, der hører til et arbejdssteds normale opgaver, medfører altid fradrag i dagpenge eller ledighedsydelse. Normale opgaver er blandt andet administrative opgaver, og det arbejde arbejdspladsen er bemyndiget til at gøre. Eksempelvis må frivillige i en daginstitution ikke havde ansvar for at holde øje med børnene – men de må fx godt fortælle børnene en historie, eller lave rollespil.

Er du ledig på dagpenge, efterløn eller ledighedsydelse, gælder den såkaldte rådighedsforpligtelse også. Det betyder, at du som frivillig ikke må være mere bundet til den frivillige aktivitet, end at du kan begynde et lønnet arbejde, og i øvrigt overholde dine forpligtelser overfor kommunen.

Ledige på dagpenge bør for en sikkerheds skyld ALTID spørge deres A kasse, inden man starter som frivillig, da der er eksempler på at A-kasserne tolker reglerne forskelligt.

OBS! Nye regler på vej for dagpengemodtagere og efterlønnere

Er du frivillig på kontanthjælp eller sygedagpenge?

Så længe det frivillige arbejde ikke sædvanligvis udbydes som lønnet arbejde (se ovenfor), er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i den frivilliges ret til at yde en frivillig indsats.

Hvis du er på kontanthjælp, er det afgørende, at overholder sin rådighedsforpligtelse og samtaleforløb i Jobcentret. Det er også afgørende, at sygedagpengemodtagere ikke lader det frivillige arbejde komme i vejen for egen helbredelse, arbejdsprøvning eller kommunens opfølgning.

Hvis du er frivillig som førtidspensionist eller fleksjobber, er der som udgangspunkt ingen særregler.



Feedback

Sidst opdateret

16.05.2017

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard